Mads Heindorf smykker

En smaragd (gr. smaragdos, Be3Al2(SiO3)6) er et stærkt grønt mineral, som også anvendes som smykkesten. Smaragd er en artberyl. Den grønne farve skyldes krom og til tider jern. Første gang smaragden omtales i europæisk kulturhistorie er under bystaten Venedigs glansperiode i 1200-tallet. Efter sigende udgjorde smaragder en stor del af de ædelstene, som Marco Polo-brødrene hjembragte fra deres 12 år lange rejse til Mongoliet og Kina i året 1279. Dermed var det brødrene, som for alvor introducerede europæerne for den grønne ædelsten. I de følgende århundreder var der en livlig handel via de handelsruter som Poloerne var med til at åbne, men på trods af det var smaragden stadig meget sjælden, fordi der kom forholdsvis få til Europa.

Det ændrede sig markant med spaniernes erobring af Sydamerika i 1500-tallet. Sydamerika er det geografiske område i verden, hvor der findes flest smaragder i undergrunden. Siden omkring år 500 havde de lokale indbyggere brudt smaragderne fra åbne miner og store gruber. De rå smaragder blev efterfølgende slebet og primært brugt til smykker og udsmykning på de mange gudetempler. Det var specielt populært at indsætte smaragder som øjne i de mange gudestatuer. De lokale indbyggere kaldte i øvrigt ikke smaragderne for smaragder, men anvendte det noget mere poetiske navn "gudernes tårer" om de grønne ædelsten. Ved spaniernes ankomst til Sydamerika gik den vilde jagt på kostbarheder, som kunne plyndres og sendes hjem til Europa med skib. Spanierne fik hurtigt øje på de mange overdådigt udsmykkede templer, og de plyndrede konsekvent templerne for guld, sølv og ædelstene, herunder smaragderne. De smaragder, som spanierne fandt i Sydamerika, var anderledes end dem, som man indtil nu havde set i Europa. Det skyldtes, at de sydamerikanske smaragder dels var større, og dels havde en dybere grøn farve. Det gjorde dem betydeligt mere kostbare end de smaragder, som man indtil da havde kendt i Europa (som alle andre ædelsten bestemmes værdien af smaragder dels på størrelsen og dels på farveintensiteten). Uheldigvis vidste de plyndrende soldater ikke så meget om prissætningen på ædelsten, så det var meget normalt, at de store og unikke smaragder blev knust til mindre sten, dels fordi de var lettere at dele mellem soldaterne, og dels fordi soldaterne i deres uvidenhed var mere interesseret i kvantitet frem for kvalitet.

De store mængder smaragder som kom til Europa var med til at give ædelstenen en opblomstring. Det blev pludselig moderne at anvende smaragder i smykker, og alle adelige - mandlige og kvindelige - med respekt for sig selv havde smaragdsmykker. I visse perioder var det højeste mode blandt herrerne at have en dråbeformet smaragd i højre øre. Men, intet varer evigt; i takt med at strømmen af smaragder fra Sydamerika svandt ind, blev kvaliteten også dårligere. Det skyldtes, at spanierne havde plyndret området for smaragder, og derfor blev det sværere og sværere at finde nye steder at plyndre, og dermed var der ikke så mange at sende hjem. Gradvist blev smaragden igen umoderne, og sank langsomt tilbage til ydmyg rolle blandt ædelstenene. Det ændrede imidlertid ikke på, at der i ædelstenens glansperiode blev lavet nogle vidunderlige og ekstremt kostbare smykker, hvor smaragden indgik som den primære ædelsten. Blandt de mest kendte og kostbare smaragdsmykker kan nævnes Topkapi-skatten, som pt. befinder sig i Topkapimuseet i Istanbul.

Blandt de danske kronjuveler findes der en meget kostbar og helt unik samling af smaragder. Smaragderne er samlet i et smykkesæt, som består af halskæde, diadem, broche og ørenringe. Smaragderne stammer fra en gave, som Christian den 6. forærede Sophie Magdalene i 1723. Guldsmeden C. M. Weishaupt samlede i 1840 smaragderne til det smykkesæt, som i dag kan ses på Rosenborg Slot. Smykkesættet er en del af kronjuvelerne, og regnes - sammen med kronerne og smykkesættet af brillianter og diamanter - som en af de mest kostbare dele af



Mads Heindorf Jewellery | Gothersgade 105 | Copenhagen | +45 20 20 21 91 | info@madsheindorf.de