Mads Heindorf smykker

Gulddrengen

af Mads Heindorf

 

Som 16-årig opdagede jeg guldsmedefaget.

Dengang gik jeg i 10. klasse på snøde centralskole, og skulle til at vælge en uddannelse... Jeg foretrak at tegne, begrave mig i eventyrbøger på biblioteket, eller bevæge mig rundt i naturen. Vi boede på Andemosegaard - en gammel 4-længet gård fra 1800-tallet, der lå gemt i et bakkelandskab, tæt på havet - med søer, å, skov, marker, og en masse dyr... Mine forældre dyrkede økologisk landbrug, og havde omlagt hele området til naturgenopretning.

Jeg elskede den langelandske natur... springe op på hesten uden saddel, og lade den føre mig rundt i landskabet... sove i skovbunden under åben himmel sammen med hundene... sejle rundt i kano... og bare nyde at være til.

 

Jeg overvejede forskellige håndværk... kom i praktik som både tømrer og murer, men uden rigtig at føle jeg passede ind.

 

En dag præsenterede min far mig for en gammel hvidhåret mand, med et fuldskæg og en mave der fik mig til at tænke på julemanden. Han hed John Robert Cloos, og det møde skulle ændre mit liv for altid.

John var en troldmand på sit værksted. Han havde arbejdet som guldsmed siden han gik i lære som 15-årig i 1955, og kendte de helt gamle traditioner og teknikker som nutidens guldsmedehåndværk bygger på.

Efter at være blevet introduceret for denne nye verden, begyndte jeg at studere smykker. Jeg tog på forskellige smykkekurser, opsøgte guldsmede som f.eks. Bent Exner - Anette kræn - Sabine Majus - Ana Smeden,  gennemsøgte biblioteker og internet for viden... og endte med et praktikophold hos min mester. Det blev starten på et uforglemmeligt venskab, som kom til at fylde næsten hele mit liv.

 

10. klasse blev afsluttet med en opgave om guldsmedefaget, hvor jeg samlede alt den viden jeg havde kunne støve op.

 

I 2003 ansatte jeg John Cloos som min læremester, og åbnede værksted + forretning i Tranekær på Langeland i samarbejde med familien, og i løbet af nogle år fik vi opbygget et stort værksted, og blev en turistattraktion på Øen.

 

I 2010 flyttede jeg til København for at komme videre med mit livsprojekt... 

Mads Heindorf Jewellery | Gothersgade 105 | København | 20 20 21 91 | info@madsheindorf.dk